I 1980 stod Shu-Bi-Dua på højden af deres karriere. Hvad der begyndte for sjov med singlen 'Fed rock' havde udviklet sig til så stor en succes, at der på forhånd var solgt 200.000 eksemplarer af Shu-Bi-Dua 7. I dag har albummet, inklusive diverse nyudgivelser, solgt over en halv mio. eks.
I denne udgave af Mediano Music Album fortæller Shu-Bi-Dua-medstifter Michael Hardinger om pladens tilblivelse.
Det var en hård fødsel - og der skulle et benspænd fra Hardinger til, før numre som ’Minus til plus’, ’Coffeville’, ’Advokatens vise’, ’Rosita’, ’Stjernefart’, ’Midsommervisen’ og ’Den himmelblå’ voksede i studiet i Store Kongensgade.
Historien om 'Shu-Bi-Dua 7' kommer omkring det for både Hardinger og Bundesen skelsættende møde med The Beatles i K.B. Hallen i 1964 og John Lennons død – han døde otte dage efter udgivelsen af ’Shu-Bi-Dua 7', og Hardinger rejste til New York for at være med i sørgeoptogene.